Af Susanne Togeby, AAU Kommunikation og Public Affairs

Normalt forbinder vi produktion af fødevarer med grønne marker og husdyr. Men for milliarder af mennesker over hele verden er fisk og skaldyr den vigtigste kilde til protein, og mindre akvakulturer som dambrug danner basis for en meget stor del af det globale proteinforbrug. Akvakultur udleder i gennemsnit langt mindre CO2 end produktion af kød og er derfor en betydelig faktor i bæredygtig omstilling af fødevaresystemet på verdensplan.

Det fortæller Furqan Asif, der er adjunkt på Centre for Blue Governance på Aalborg Universitet og en af 30 internationale forskere bag en artikel om, hvordan akvakultur kan blive mere bæredygtig. Den overordnede konklusion er, at der skal en langt mere koordineret indsats til, end der sker i dag, for at underbygge den bæredygtige omstilling.

Et af problemerne er, at forskning og udvikling inden for akvakultur i alt for høj grad fokuserer på den tekniske side, siger Furqan Asif:

”Vi ved en masse om de tekniske aspekter, som fx fiskebiologi, og denne del er meget vigtig, men der mangler fokus på governance og forvaltning inden for akvakultur. Vi er nødt til at forstå den samfundsmæssige side af akvakultur for at kunne løse de udfordringer, som vi står overfor på overordnet plan, fordi de tekniske løsninger afhænger af sociale og politiske forhold.”

Fødevareproduktion på land og i vand skal reguleres samlet

Det internationale forskerhold peger på fem områder, hvor vi som samfund skal sætte energien ind for at få mere bæredygtig akvakultur. Først og fremmest skal der sættes mål for den bæredygtige omstilling, siger Furqan Asif:

”Som med alle andre ting i livet, så skal du først sætte et mål, og så giver det dig mulighed for at forme bestemte handlinger. Det gælder også, når vi vil løse de overordnede udfordringer, som påvirker akvakulturproduktion. Disse udfordringer handler om sociale, økonomiske og miljømæssige forhold som klimaforandringer, mad, og usikkerhed om levevilkår, og hvordan akvakultur kan spille en rolle for mennesker, der ikke har sikkerhed for at få mad på bordet.”

Et indsatsområde handler om at se samlet på regulering af fødevareproduktion både på land og i vand frem for at regulere hver branche for sig. Og så er partnerskaber mellem industrier på både land og vand vigtige for innovation og udveksling af viden.

”Vi taler for mere regulering på tværs af sektorer, fordi det vil forbedre bæredygtigheden. Dybest set mener vi, at regeringer og politiske beslutningstagere skal se på fødevareproduktion på nationalt plan og huske på, at akvakultur er en del af hele fødevaresystemet. Det ville muliggøre en bedre tilpasning af offentlig politik og regulering på tværs af sektorer, ” siger Furqan Asif.

Et eksempel er brugen af kemikalier- og antibiotika i landbruget, som er en af de store udfordringer i akvakultur, fordi stoffer løber ud i vandet og skader produktionen der. Områderne er reguleret hver for sig, men hvis politikere skaber love på tværs, og landbrug og akvakultur samarbejder og udveksler viden, vil en bæredygtig produktion af landbrug give en bæredygtig produktion af mad fra vandet.

Skaldyr har lille klimapåvirkning og gavner miljøet, men regler forhindrer produktion

Desværre kan lovgivningen også spænde ben for bæredygtigheden. Et eksempel er skaldyr som østers og muslinger, der har en lav klimapåvirkning og er meget bæredygtige at producere, fordi de lever ved at filtrerer vandet, og derfor ikke skal fodres som rejser og laks eller landdyr som køer eller høns. Men ifølge Furqan Asif er der i Danmark regler, som gør det svært fx at drive muslingefarme, og især flere mindre muslingedyrkere har oplevet, at processen med at søge licens er lang og kræver flere ansøgninger til forskellige myndigheder.

Endvidere er der brug for mere viden og nytænkning for at skabe mere bæredygtig akvakultur, og forskere skal for eksempel udvikle nye og mere bæredygtige løsninger på sygdom end kemikalier, pesticider og antibiotika, som ifølge Furqan Asif bruges ofte, fordi det er effektivt og bekvemt. Forskere eksperimenterer også med at formindske risikoen for sygdom genetisk eller med genetisk at forbedre dyr og planters muligheder for at vokse under forskellige forhold.

Nordmændene opfandt laks som sushi

Fisk og skaldyr rummer ifølge Furqan Asif også et stort uudnyttet potentiale i form af ressourcer ud over som mad. Fx har man i Island investeret i startup-virksomheder, der udnytter gavnlige enzymer fra torsk i kosmetik – ressourcer, som hidtil er gået til spilde.

Furqan Asif mener, at vi med fordel kan se akvakultur som en økonomisk mulighed og ikke kun fra et fødevareperspektiv. Hvis vi kigger til vores nabo i Norge, så er lakseopdræt den næststørste økonomiske sektor efter olie og gas og en af de største bidragydere til deres BNP. En del af succesen skyldtes, at norske lakseproducenter selv skabte en efterspørgsel på laks i 80'erne ved at markedsføre laks som sushi i Japan. Laks var ikke en naturlig del af sushikulturen i Japan på det tidspunkt, og mange japanere havde en modvilje mod at spise rå laks på grund af de naturligt forekommende parasitter, men nordmændene overbeviste japanerne om at adoptere laksen.

Historien om laksen er et eksempel på styrken ved at investere og tænke strategisk ved at den norske regering arbejdede sammen med industrien om udvikling. I Danmark kunne det for eksempel være muslinger og østers, som ifølge Furqan Asif har potentiale til at blive en meget større sektor i Danmark, hvor man samtidig støtter den bæredygtige udvikling.

I den sammenhæng er det også nødvendig for at forstå, hvordan bæredygtighed kan indgå i de daglige rutiner for forbrugere, som ikke altid er bevidste om de miljømæssige konsekvenser af den mad, vi spiser. Der er behov for flere strategier, blandt andet i forhold til certificering, sporbarhed, sociale foranstaltninger som forsikring og økonomisk sikkerhed i form af for eksempel patentrettigheder.

Samarbejde på tværs af alle led i værdikæden

For at øge bæredygtigheden inden for akvakultur kræves endelig, at alle led i værdikæden samarbejder på tværs – det gælder alle, der er involveret i de forskellige de forskellige processer i forbindelse med akvakultur, herunder produktion, forarbejdning, transport, handel og bortskaffelse.

For at støtte dette er der behov for åben kommunikation mellem alle aktører i værdikæden både formelt og uformelt. Et eksempel er den uafhængige organisation Aquaculture Stewardship Council (ASC), som står for certificering og mærkning af opdrættede fisk og skaldyr. I Danmark kender vi det blå ASC-mærke fra, når vi køber visse fisk- og skaldyrsprodukter. Desværre er det stadig kun en lille del af verdens produktion, der er ASC-certificeret.

Det er derfor nødvendigt i endnu højere grad af involvere producenterne i mærkning for eksempel ved at have forbedringer af bæredygtighed som kriterium for at opnå finansiering eller forsikring. Dette kræver koordinering og gennemsigtighed på tværs af de forskellige led i processen via industripartnerskaber og kooperativer, hvad enten der er tale om private virksomheder, ngo’er eller på regeringsniveau både nationalt og internationalt.

Handlingspunkter til bæredygtig udvikling

Forfatterne bag artiklen slutter af med at samle en række strategiske råd, som er rettet mod praktikere, beslutningstagere og forskere.

• For praktikerne går rådgivningen på at koordinere aktiviteter, for eksempel ved at organisere sig i foreninger, hvor medlemmerne kan sætte fælles mål, koordinere og vidensdele.
• For politikerne handler det om at understøtte samarbejde, investering, forskning og innovation.
• Forskere skal stille evidensbaseret viden til rådighed blandt andet gennem tværfaglige samarbejder.