Spring til indhold
Forside

Nyhed

Job før dimission - men vi har brug for flere landinspektører

Lagt online: 08.06.2023

På uddannelsen til Landinspektør har stort set alle studerende på uddannelsens sidste semester i Aalborg job længe før uddannelsens afslutning. Og branchen mangler endnu flere hænder til at løfte samfundets store udfordringer som etablering af havvindmølleparker og solcelleparker.

Nyhed

Job før dimission - men vi har brug for flere landinspektører

Lagt online: 08.06.2023

På uddannelsen til Landinspektør har stort set alle studerende på uddannelsens sidste semester i Aalborg job længe før uddannelsens afslutning. Og branchen mangler endnu flere hænder til at løfte samfundets store udfordringer som etablering af havvindmølleparker og solcelleparker.

-Som landinspektørstuderende har vi stor opbakning fra virksomhederne i branchen, fortæller Signe Toft Jensen, landinspektørstuderende på 10. semester på AAU i Aalborg. Signe var blandt de første på studiet, som blev tilbudt job allerede tilbage i februar måned.

-Jeg har været studentermedhjælper hos Geopartner Landinspektører og på virksomhedsophold samme sted under studiet. Efter mit virksomhedsophold, blev jeg tilbudt fast ansættelse efter uddannelsen, fortæller Signe.

Og Signe er ikke den eneste med udsigt til fast job. På uddannelsens sidste semester har stort set alle afgangsstuderende styr på den karriere, der venter dem efter uddannelsen. De har nemlig allerede fået tilbudt jobs.

-Jeg havde svært ved at vælge, om jeg ville have et arbejde længere nordpå, hvor jeg er vokset op, eller blive i studiebyen Aalborg. Desuden var jeg interesseret i to faglige områder; både fysisk planlægning og det klassiske matrikulære arbejde. Da Geopartner så tilbød mig en stilling med mulighed for det hele – begge faglige interesser og arbejdsplads både i Aalborg og længere nord på – så takkede jeg ja til jobtilbuddet, siger Signe.

-Man kan virkelig mærke, at virksomhederne gerne vil os, og at de mangler arbejdskraft med landinspektørernes særlige kompetencer, forklarer Signe.

Landinspektører kan arbejde med alt fra at skabe fremtidens byrum og sikring af vores biodiversitet til ejendomsret, klimatilpasning, opmåling og kortlægning – og meget mere. En beskikket landinspektør er de eneste i Danmark, der må foretage udstykning af ejendomme og arealoverførsler.

Høj startløn og mangel på arbejdskraft

Landinspektørernes brancheforening oplyser, at ledigheden for landinspektører under 1%. Startlønnen ligger mellem 40 og 45.000 kr. I branchen er man lige nu optaget af at bidrage til at få endnu flere unge til at vælge uddannelsen.

-Vi mangler arbejdskraften. Vi står midt i den grønne omstilling, som kalder på havvindmøller, solcelleparker, forstærkning af elnettet og meget mere. Og vi får altså ingen strøm fra havmøller eller solcelleparker uden landinspektører, siger Torben Juulsager, formand for Landinspektørforeningen.

-Vi er med til at forandre Danmark for mennesker og med mennesker, understreger Torben Juulsager.

Studieleder Pernille Scholdan Bertelsen understreger behovet for flere studerende. -Vi arbejder aktivt med at konkretisere, hvordan landinspektøruddannelsen taler ind i fag, som de unge kender fra gymnasiet eller HTX. Landinspektørvidenskab er en oplagt mulighed, hvis man som ung eksempelvis er interesseret i matematik, samfundsfag, teknologi eller geografi, fortæller hun.

Om uddannelsen

Aalborg Universitet er den eneste uddannelsesinstitution i Danmark, der uddanner landinspektører. Man kan læse uddannelsen i både Aalborg og København.

Uddannelsen byder på både matematik, jura, teknologi og planlægning. Som studerende arbejder man med den nyeste it- og satellitbaserede teknologi; design og anvendelse af geografiske informationssystemer.

Læs mere om uddannelsen i Aalborg og København her.

Læs artikel i Vigeur om emnet her.