Forskere fra blandt andet Aalborg Universitet har udviklet Danmarks første sociale sårbarhedsindeks og risikoindeks som måler, hvordan oversvømmelser rammer befolkningen. Forskningen afslører, at nogle grupper - herunder ældre, børn og personer med helbredsproblemer eller begrænsede danske sprogfærdigheder - er særligt udsatte i tilfælde af oversvømmelser. Samtidig viser forskningen at der er betydelige forskelle i social sårbarhed og social risiko på tværs af Danmark.
Undersøgelsen er udført af forskere fra Det Danske Kystdirektorat, heriblandt Mia Cassidy Prall, der nu også er erhvervs-ph.d. ved Centre for Blue Governance på Aalborg Universitet. Her bruger hun resultaterne i det videre arbejde med at forstå, hvem der er mest udsat ved oversvømmelser. Mia Cassidy Prall siger:
”Vi fandt interessante mønstre i fordelingen af social sårbarhed og social risiko i Danmark. For eksempel er høj social sårbarhed generelt mere koncentreret i byområder. Desuden så vi til vores overraskelse, at mange bliver indirekte ramt af oversvømmelser, selv om de ikke bor i de direkte oversvømmede områder.”
Mia Cassidy Prall forklarer, at mennesker, der ikke bor i de oversvømmede områder, bliver ramt, fordi de mister adgangen til fx nødhjælp, skoler og hospitaler.