Spring til indhold
Forside

Nyhed

Ph.d.-studerende fra Plan modtager prestigefyldt EliteForsk-rejsestipendium

Lagt online: 05.03.2025

Leire Retegui-Schiettekatte fra Aalborg Universitet er blandt de meget talentfulde unge forskere, der i år har modtaget et EliteForsk-rejsestipendium. Legatet giver Leire enestående mulighed for at samarbejde med internationale kolleger, for at blive bedre til at overvåge hydrologiske fænomener som oversvømmelser og tørke.

Nyhed

Ph.d.-studerende fra Plan modtager prestigefyldt EliteForsk-rejsestipendium

Lagt online: 05.03.2025

Leire Retegui-Schiettekatte fra Aalborg Universitet er blandt de meget talentfulde unge forskere, der i år har modtaget et EliteForsk-rejsestipendium. Legatet giver Leire enestående mulighed for at samarbejde med internationale kolleger, for at blive bedre til at overvåge hydrologiske fænomener som oversvømmelser og tørke.

Af Susanne Togeby, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Ehsan Forootan, Institut for Bæredygtighed og Planlægning

Ph.d.-studerende Leire Retegui-Schiettekatte fra Institut for Bæredygtighed og Planlægning har fået tildelt det prestigefyldte EliteForsk-rejsestipendium 2025 ved en højtidelig begivenhed i København. Stipendiet blev overrakt af hendes Majestæt Dronning Mary, mens institutleder Anne Merrild og forskningsgruppeleder Ehsan Forootan overværede begivenheden. 

Præcise modeller kan være med til at beskytte mennesker mod katastrofale konsekvenser.

Leire Retegui-Schiettekatte

Leire Retegui Schiettekatte forsker i geodæsi og hydrologi i Geodæsi-forskningsgruppen på Aalborg Universitet. Gennem avancerede eksperimenter undersøger hun, hvordan nye satellitdata kan bidrage til mere præcise overvågning af ekstreme hydrologiske fænomener som oversvømmelser og tørke.

"Hydrologiske modeller spiller en central rolle i forståelsen, overvågningen og forudsigelsen af ekstreme vejrfænomener. Præcise modeller kan være med til at beskytte mennesker mod katastrofale konsekvenser," forklarer Leire Retegui Schiettekatte til Uddannelses- og Forskningsministeriet i forbindelse med prismodtagelsen.

Prestigefyldt rejselegat

EliteForsk-rejsestipendierne uddeles af Uddannelses- og Forskningsministeriet til landets dygtigste og mest talentfulde forskerstuderende. Et EliteForsk-rejsestipendium er på 200.000 kr. og skal bidrage til, at meget talentfulde ph.d.-studerende kan få længerevarende studieophold ved de bedste forskningsmiljøer i verden.

Leire Retegui-Schiettekatte planlægger at besøge University of California i Berkeley og det Italienske Nationale Forskningsråd. Derudover ønsker hun at samarbejde med European Center for Medium-Range Weather Forecasts, hvor hun vil undersøge, hvordan satellitdata bedst kan bruges i praksis til at forbedre overvågningen af ekstreme hydrologiske hændelser.

Leire kommer fra Baskerlandet i Spanien, hvor hun har læst fysik, geofysik og geodæsi, men flyttede til Aalborg i forbindelse med sit ph.d.-projekt. Til Uddannelses- og Forskningsministeriet fortæller hun:

”Ud over en ekstraordinær og støttende forskningsgruppe har jeg også fundet nye venner og min nuværende partner her i Danmark. Jeg elsker at rejse, hvilket jeg får rig mulighed for inden for rammerne af mit ph.d.-arbejde.”

Relaterede nyheder