JONATHAN FRA SUSTAINABLE CITIES
JONATHAN FRA SUSTAINABLE CITIES
BÆREDYGTIG BYUDVIKLER HOS NCC
Jonathan Fich er gået direkte fra uddannelsen i Bæredygtig Byudvikling til et job som assisterende produktionsleder i entreprenørvirksomheden NCC. Han trives både på et lunt kontor og en råkold byggeplads, når han fører plantegninger og strategier fra tegnebrættet helt ud i den konkrete virkelighed.
Jonathan Fich havde aldrig arbejdet som håndværker, da han forrige år blev ansat hos NCC. Med sig havde han en kandidatgrad i bæredygtig byudvikling fra Aalborg Universitet, masser af viden om bæredygtige strategier og – ikke mindst – praktisk erfaring med tværfaglig problemløsning og gruppearbejde. - Fordi jeg ikke som sådan er uddannet indenfor byggeriet, er der stadig noget byggeteknisk jeg skal lære om; hvorfor vi graver sådan som vi gør, hvordan vi lægger rørene osv. Det lærer jeg rigtig meget om af mine kollegaer lige nu. Til gengæld er jeg fint rustet til alt hvad der hedder overblik, planlægning, hvordan vi får det bedste ud af folk og hvordan vi bedst arbejder med bæredygtighed, fortæller han.
NY MAND PÅ PLADSEN
Jonathan lægger ikke skjul på, at det til tider har været en anelse angstprovokerende at skulle komme som grøn kandidat direkte fra universitetet til en byggeplads, hvor han har skullet fungere som assisterende leder for et sjak på 30 mand. - Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var lidt intimiderende i starten. Mest fordi jeg som dugfrisk nyuddannet hoppede direkte ud i en stilling som assisterende produktionsleder, hvor jeg skulle træffe beslutninger, hvis min chef ikke var der. Men jeg tog det som en udfordring, og det går fint. Jeg får al den støtte og sparring, jeg har brug for, siger Jonathan Fich. Han fremhæver selv evnen til både at kunne argumentere og lytte for at kunne trække på sine kollegaers styrker og svagheder som noget af det stærkeste, han har med sig fra den akademiske verden, og det kan hans kollega, arbejdsleder Tim Pedersen fra NCC nikke genkendende til. - Jonathan mangler lidt håndværksmæssig viden, men den kreative tankegang og villighed til at løse problemer sætter tankerne i gang hos os andre, og i fællesskab finder vi den bedste løsning. Han har fra starten vist stort engagement og vilje til at gå forrest, siger han.
-Jeg synes det er rigtig spændende at få lov til både at være rådgiver og lægge planer og lave tegninger – og at have hænderne i jorden og fuldføre det, der skal laves og sørge for, at det bliver lavet rigtigt.
GØR STRATEGIEN KONKRET
Da Jonathan Fich i sin tid begyndte på uddannelsen som byplanlægger, havde han ikke forestillet sig, at han skulle ende med at dele sin tid mellem computerskærmen og diverse byggepladser. Efter at have været i praktik hos NCC, under studietiden, gik det op for ham, at hans arbejdsliv ikke kun skulle bestå af strategier og teoretisk arbejde. - Jeg synes det er rigtig spændende at få lov til både at være rådgiver og lægge planer og lave tegninger – og at have hænderne i jorden og fuldføre det, der skal laves og sørge for, at det bliver lavet rigtigt, siger han.