Spring til indhold
Forside

Nyhed

TECH indstiller anerkendt forsker i klima, urban bæredygtighed og landbrug til æresdoktorgrad på AAU

Lagt online: 10.04.2024

Det Tekniske Fakultet for IT og Design indstiller Cynthia Rosenzweig, professor ved Barnard College og seniorforsker ved NASA, USA, til æresdoktor på AAU.

Nyhed

TECH indstiller anerkendt forsker i klima, urban bæredygtighed og landbrug til æresdoktorgrad på AAU

Lagt online: 10.04.2024

Det Tekniske Fakultet for IT og Design indstiller Cynthia Rosenzweig, professor ved Barnard College og seniorforsker ved NASA, USA, til æresdoktor på AAU.

Af Marianne Fuglsang Welling Farsinsen, AAU Kommunikation og Public Affairs. Foto: Kisha Bari 

Professor Cynthia Rosenzweig er en internationalt førende forsker i klima, urban bæredygtighed og landbrug. Hendes forskning fokuserer på klimaændringer særligt inden for landbrugsproduktion, hvor eksempelvis landbrugets rolle inden for arealanvendelse er omdrejningspunkt.

Cynthia Rosenzweig blev i 2022 hædret med den prestigefyldte World Food Prize for hendes banebrydende bidrag i forhold til at forstå og forudsige virkningerne af samspillet mellem klima og fødevaresystemer.

Derudover har hun været co-chair af New York City Panel on Climate Change og var den ledende forfatter i arbejdsgruppe 2 (WGII) for IPCC’s Fjerde Hovedrapport (AR4), som blev anerkendt med Nobels Fredspris i 2007 sammen med Al Gore.

Et stærkt samarbejde

Samarbejdet mellem AAU og Cynthia Rosenzweig startede for over 13 år siden, først gennem Columbia University Earth Institute og Erasmus Mundus Joint Master’s Degree-programmet, og efterfølgende via kandidatuddannelsen “Cities and Sustainability” på Institut for Bæredygtighed og Planlægning (PLAN) ved AAU.

Gennem det stærke samarbejde har mere end 15 praktikanter, specialestuderende og ph.d.-studerende fra AAU haft muligheden for at fremme deres studier i klimaændringer og byudvikling i et verdensførende forskningsmiljø under enestående vejledning af Cynthia Rosenzweig.

”Det er en stor ære, at professor Cynthia Rosenzweig er indstillet som æresdoktor, og jeg ser frem til, at hun besøger instituttet og giver en keynote d. 18. april efterfulgt af nogle spændende paneldebatter. Her på PLAN, sætter vi stor pris på dels det samarbejde, vi har haft med Columbia University Earth Institute ift. vores uddannelser, men også den gæstfrihed og viden, som hun har delt med praktikanter, specialestuderende og ph.d.’ere fra AAU”, fortæller institutleder og professor Anne Merrild Hansen fra Institut for Bæredygtighed og Planlægning.

Udnævnelsen af professor Cynthia Rosenzweig til æresdoktor ved AAU sker ved fejringen af universitetets 50-års jubilæum den 19. april 2024 i Musikkens Hus i Aalborg.

Se video med professor Cynthia Rosenzweig

Du skal acceptere følgende cookiekategorier for at kunne se indholdet: Marketing

Se video med professor Cynthia Rosenzweig

Gæsteforelæsning 18. april 202

Professor Cynthia Rosenzweig holder gæsteforelæsning om klimaforskning d. 18. april kl. 9.00-12.00.  Studerende, ansatte såvel som samarbejdspartnere er velkomne, og der er mulighed for både fysisk og online deltagelse. Læs mere her.